Reviews: SAT319
< Обратно к релизу / Back to page
Almost seven years after the appearance of their debut album Evil Seeds, the Danish melodic death metal band Sylvatica are at last returning with their sophomore full-length Ashes and Snow, which will be co-released on April 20th by Satanath Records and Pest Records. Two songs from the album have surfaced so far, and today we premiere a third one through a lyric video. Its name is “Helios“.
The words narrate the apocalyptic impact of extravagant solar flares on Earth and its human inhabitants, whose fragility is exposed by the invasion of those ravishing solar spirits. But while the lyrics are harrowing, the music is, in a word, spectacular — the kind of experience that gets the heart pumping and the head spinning.
In fashioning this fast-paced and thoroughly exhilarating experience Sylvatica deploy both symphonic and folk elements, along with ferocious vocal assaults, jolting rhythms, darting and swirling guitar work, dancing flute tones, and glorious, panoramic melodies. The lyrics may be utterly calamitous, but the expertly-executed sounds are as wondrous, blazing, and celestial as the home star from which it takes its name.
Listening to the song, it’s no wonder that the labels recommend the new album for fans of such bands as Wintersun, Kalmah, Ensiferum, and Children of Bodom. And if you get caught up by the thrills of this song as much as we have, you’ll definitely want to immediately throw yourselves into those two previously released songs, “Creation” and “Pillars of Light” — and you’ll find streams of both of those below.
The album was mixed and mastered by Jacob Olsen (JBO Sound), and the eye-catching cover art was made by Pierre-Alain (3mmi Design).
https://www.nocleansinging.com/2021/04/06/an-ncs-video-premiere-sylvatica-helios/
This is the second album from Danish melodic death metallers Sylvatica.
The core of Ashes and Snow‘s 43 minutes is that of melodic death metal. This is then augmented by folk and symphonic metal influences. If you think you’d enjoy a band that mixes together aspects of groups such as Ensiferum, Wintersun, Nightwish, Dark Tranquillity, and Children of Bodom, then Ashes and Snow should be of interest to you.
After a very luscious and uplifting introduction, the band tear through six songs of largely fast and aggressive music. The epic streak that Sylvatica so ably demonstrate in the intro is not confined to it, and they flex their symphonic muscles quite regularly across Ashes and Snow. This is merged skilfully with a death metal base that’s surprisingly burly for this sort of thing, at least in places; Sylvatica aren’t afraid to get a bit brutal, they just do so in well-dressed style.
The songs strike a good balance between ostentatious symphonic elements, heavy aggression, and strong melodic colour. Of the latter, the leads, and in particular the solos, are very well-realised. The bass is more audible than usual for something of this ilk too, and makes a welcome contribution to the music.
Sylvatica are clearly skilled at what they do; a lot of work has obviously been done on these tracks, and they boast a Smörgåsbord of sonic delights for the listener to indulge in.
I enjoyed Ashes and Snow, and heartily recommend it for fans of symphonic and melodic death metal.
Check it out.
https://wonderboxmetal.com/2021/04/17/sylvatica-ashes-and-snow-review/
Den atomare udslettelse er nær!
Med dystre tekster om dommedag som følge af nuklear udryddelse af samfundet er det danske melodic death metalband Sylvatica tilbage, mere symfoniske og medrivende end nogensinde. Når man kaster et blik på bandets label, som er fra Rusland, giver lyrikken nemt associationer tilbage til Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen jo var en vigtig del af atomkapløbet. Vi må da håbe, at der ikke er tale om en profeti for fremtiden!
Fra drikkeviser til profetier
Sylvatica, som fra latin betyder ”fra skoven”, slog sine første rødder tilbage i 2009 som en hyggelig cocktail af drikkeviser og dansksproget folkemetal. Fem år senere skete der dog en skæbnesvanger ændring i lineuppet, og der kom en ny vokal ved roret, Jardén Schlesinger. Tonen er blevet mørkere og sproget er skiftet til engelsk, men de trofaste fans holder ved – og af mere end én god grund: Gruppens unikke spillestil og det faktum at de er så teknisk dygtige til deres instrumenter.
Efter syv år med flere tours i kufferten, samt en håndfuld yderligere skift i lineuppet, står vi nu med Sylvaticas seneste fuldlængde i hænderne: Ashes and Snow. En udgivelse, som næsten går i finske Wintersuns fodspor med sin symfoniske og instrumentale tilgang til genren, men som også varsler om, hvordan aske og sne vil lægge sig over verden efter menneskehedens atomare udslettelse.
Vi var naturligvis til stede, da Sylvatica væltede spillestedet Gimle, Roskilde, som et af tre opvarmningsbands til legendariske Finntroll i 2018. Det samme gjaldt året efter, da bandet igen gik på scenen, først som opvarmning til Bersærk i Templet, Lyngby, sidenhen for Moonsorrow i Pumpehuset, København. Vi er stolte over, at vores fotos fra disse fede aftener er blevet brugt som materiale til albummets cover og lyrikhæfte og glæder os til at dække mange flere hårrystende live-optrædener, lige så snart pandemien tillader det.
Af asken skal verden genopstå
Albummets historie peaker, som det skal, cirka midtvejs med nummeret ”Creation”, som fortæller om, hvordan verden vil genopstå af den radioaktive aske og sne som en Fugl Føniks af ilden. Evolutionen vil reboote, når anarkiet og misantropien har lagt sig, men vil den have plads til menneskets eksistens og dets altødelæggende adfærd igen? Eller vil vi blive glemt og verden fortsætte uden os som en del af dens plan? Jorden har flere gange gennem historien været tæt på undergang og udryddelse af alt liv, men har alligevel formået at rejse sig igen.
Coveret viser en civilisation i ruiner for foden af det uendeligt smukke univers. Den nærmest strålende og radioaktive røde tråd gennem både lyrikken og musikken er meget svær at overse. Vi skal blive bedre til at passe på vores klode og alt det liv, den rummer, ellers vil alt det, vi elsker, visne og forgå. Samtlige tekster kommer med virkelig realistiske bud på, hvordan udslettelsen truer os, uden dog på noget tidspunkt at nævne pandemier som en mulighed. Stærkt underbygget af et instrumentalt og stemningsfyldt lydbillede, er disse elementer med til at skabe en indre vision af hvor ubetydelige små vi er i forhold til størrelsen på det selvsamme univers som vi er en del af.
Dommedagssymfonien spiller på sidste vers
Den sidste skæring ”Halls of Extinction” skiller sig særligt ud. Indledningsvis minder den om et velspillet powermetal-nummer i stil med det instrumentale i det gamle DragonForce, men bevarer stadig den gode, letforståelige growl fra Jardéns vokal. Dernæst, cirka to tredjedele inde, skiftes der over til en velprogrammeret klassisk instrumental symfoni af både violin og dommedagspiano, som på smuk vis afslutter hele fortællingen om vores alles udryddelse. Man kan slet ikke være i tvivl om musikernes evner og erfaring, når man hører denne perfekte symbiose af genrer strømme ud af højtalerne på anlægget.
Selvom Corona-pandemien har lagt koncertkalenderen og landet lige så øde som den ødelagte civilisation, der så malerisk beskrives på albummet, er det lykkedes kvartetten – på trods af geografisk stor afstand fra hinanden – at få denne release produceret. Bandets medlemmer er jævnt fordelt over landet: Fyn, Jylland og Sjælland, og man kan kun undres over, hvordan det ikke bare er lykkedes for dem, men også er endt ud med en plade, som endda er bedre end deres første. Hvis man er til stærkt ørehængende metalsymfonier og harmonier, der sidder lige i hjertekulen, så er dette en skive som bør havne i ens samling og lyttes til igen og igen.
Ja, måske er enden nær, måske sker det, før end vi overhovedet kan forudse det. Men vi kan i hvert fald ikke sige, at Sylvatica ikke har advaret os. Profeti eller ej: Lyrikken og noderne i denne dommedagsberetning sørger for, at vi går apokalypsen i møde med god musik klingende i sjælen og ørene. Lytter man godt efter, kan det endda være, man kan ane det lille håb, som spirer mellem tonerne.
https://ravenrocksite.dk/sylvatica-ashes-and-snow
Folk death metal, molto più death che folk, per il nuovo album dei danesi Sylvatica, lavoro che finalmente regala un seguito al debutto “Evil Seeds” uscito ormai molto tempo fa, nel 2014. Nel frattempo la band è cambiata: prima di tutto non è più un trio, visto che ora c’è anche il chitarrista Christian Christiansen (ex Satanic Assault Division) il quale si affianca con la sei corde al frontman Jardén Schlesinger, mentre il batterista storico è stato rimpiazzato da Jacques Brandt degli Horned Almighty. Death metal melodico, con interessati divagazioni sinfoniche, voce possente e aperture effettivamente di matrice folk/gloriosa, in qualche modo sulla scia di Amon Amarth, passando per Wintersun ed Ensiferum, senza dimenticare i Children of Bodom. Atmosfere che guardano con romanticismo a battaglie gloriose sull’intro “Daybreak”, subito seguito dalla title track, la quale dopo un’apertura delicata esplode in un death metal super melodico, ricco di chitarra e di ritmiche piene di cattive intenzioni, concepite per esaltare e condurre sul campo di battaglia, concedendosi intermezzi musicali molto atmosferici. La componente sinfonica si rivela trionfale su “Pillars Of Light”, brano con un mid tempo incalzante e coinvolente. Pungente “Creation”, canzone con un assolo molto ben costruito, sferzata da una melodia poderosa “Cosmic Strings”, traccia che non evita accelerazioni grintose, cavalcate furibonde e un alternarsi di momenti introspettivi. In chiusura la provocante e tempestosa “Helios” e la lunghissima “Halls of Extinction”, molto ben concepita, ricca di varianti spesso dal gusti progressivo, un pezzo che conferma la validità creativa della band di Nyborg, l’antica capitale del paese. Brani catchy di stampo battle metal, con un’ottima chitarra solista evidenziata dall’aggiunta del nuovo axe man; un album non certo innovativo, ma maledettamente avvincente, travolgente, eccitante… musica che fatica a restare imprigionata dentro il flusso digitale di uno streaming o nelle piccole dimensioni di un CD: questa è musica che necessita di un palco, di un pubblico in estasi, di luci accecanti e tanta voglia di divertimento!
https://www.metalhead.it/album/sylvatica-ashes-and-snow
Danish band Sylvatica is out with their album "Ashes and Snow, and this is quite the curious example of an extreme metal production. Raspy, dark growls and occasional shrieks caters for the vocal department here, while the music itself moves through a nice little set of different orientations. Chamber music style plucked guitar and violin creations often with careful orchestral backing sits side to side with intense symphonic metal parts and driving power metal sections, with more intense extreme metal runs kicks off at regular intervals. Liberal use of melody lines that have a distinct folk music orientation to them is a liberally used feature, including what sounds like violin soloing also in the more intense parts. Otherwise the album is mixed to sound thundering and loud, and perhaps to a higher degree than what is ordinary for this style of music at that. Symphonic folk death metal may well be a summary here, and those who find such a blend alluring should have a good chance of finding this album enjoyable.
https://www.facebook.com/wildernessviking/posts/4081861621912173
Saludos a todos los metalheads que nos leen en varias partes del mundo, bienvenidos a una edición más de Broken Tomb. No podemos dejar pasar en vano innumerables recientes materiales discográficos y que en un futuro nos espera más.
El día de hoy presentamos a Sylvatica, los cuales 7 años después de su Elepé debut regresaron con su segundo álbum de estudio titulado «Ashes and Snow», conoceremos un poco de esta banda y de su material reciente.
Sylvatica es una banda de Death Metal Melódico y Folk Metal provenientes de Nyborg, Dinamarca. Los daneses exploran temas líricos que van desde la misantropía, ciencia, cosmología, mitología, temas apocalípticos.
Esta gran banda esta conformada por: Christian Christiansen (guitarrista), Jacques Harm Brandt Hauge (baterista), Thomas Haxen (bajista, voz de acompañamiento), Jardén Schlesinger (vocalista, guitarrista).
Sylvatica, comenzaron su andadura en 2009. Desde entonces, nos han regalado un muy recomendado catálogo discográfico, como el EP «Sagn og sagaer» (2010) y su LP «Evil Seeds» (2014).
El 20 de abril de este año, Sylvatica retorna con su segundo LP «Ashes and Snow» bajo el sello discográfico Satanath Records, en formatos CD y digital.
Este CD me impactó después de escucharlo. Es rápido, melódico y pegadizo, «Ashes and Snow» es una combinación de Folk y death metal melódico, por así decirlo absolutamente perfecto. La producción es impresionante, todo se puede escuchar y las guitarras tienen un tono dulce pero agresivo y de mayor virtuosidad. También hay increíbles solos de guitarra en prácticamente todas las canciones.
Se superponen guitarras y usan muchos estribillos de fondo que suenan increíbles. La percusión a cargo de Jacques Harm es muy buena, manteniendo el característico ritmo rápido y constante que mueve las canciones. El desempeño vocal encajan maravillosamente con la música. ¿Puedo agregar que las letras son realmente increíble?
En cuanto a las pistas en sí, un análisis canción por canción sería terriblemente redundante, ya que cada una es excelente por derecho propio. Sin embargo, vale la pena mencionar un par de ellas, principalmente debido a su gran poder y belleza.
Empezando desde su intro prolongado ‘Daybreak‘ alojado al tema ‘Ashes and Snow‘. Es un comienzo adecuado para el álbum, con una sensación apropiadamente grandilocuente que realmente te hace pensar que es un tema ambientando en un paraje apocalíptico. Jardén Schlesinger realmente puede mostrar su brutal destreza vocal en esta melodía también.
Amo bandas que tratan de temas que van a la mano de la realidad y Sylvatica trae lo suyo:
«Corriendo para enfrentarse a la amenaza opuesta
Envolviendo al mundo en terror y pavor
El futuro de la Tierra es poco sólido
y el destino del hombre es el desmoronamiento de tierra
Vagamos solos, estamos luchando para sobrevivir
deformidades cancerosos terminará nuestra vida
expuestos al polvo tóxico y agua contaminada
las secuelas de una masacre mundial»
La canción #3, titulada ‘Pillars of Light‘, es un estudio perfecto en el contraste entre brutalidad y melodía, velocidad y tranquilidad inicial. Con el uso liberal de guitarras e incluso lo que suenan como violines es algo especial.
La canción #4 es de mi elección favorita ‘Creation‘, Sylvatica opta por épicas largas y prolongadas estructuras que tal vez en realidad sean demasiado largas para algunos, pero tienen la duración justa para lo que están tratando de lograr. Comienza con una gran y épica intro que conduce a un riff con un toque maligno y una percusión voraz. También reconocerás que está algo arraigado, fusionando riffs de heavy metal con sus influencias atmosféricas y diablos, suena bien. Donde destaco una realidad coherente de pensamiento o duda:
«¿Por qué? estamos aquí
¿Cuál es nuestro propósito?
Cuando estamos destinados a morir y desvanecernos
¿Por qué nos importa?
En la inmensidad de lo desconocido
¿Estamos solos?
¿Qué hay más allá de nuestro alcance?
Un día podríamos conocer»
Y su estribillo final: » ¿Por qué estamos aquí?
¿Cuál es nuestro proposito?
Cuando estamos destinados a morir y desvanecernos
¿Por qué nos importa?
En la inmensidad de lo desconocido
Nos sentimos tan solos
Un capítulo entero podría haber sido arrancado de nuestra vista
Entonces nunca lo sabremos»
De seguro, muchos Metalheads pueden sentirse familiarizados y aventurados con esta ley.
Para ir cerrando, el tema #6 ‘Helios‘ es un número implacablemente contundente que es bastante pesado para sus estándares y tiene una sensación perfecta de headbanging
«La confusión y el pánico se materializan
La anarquía, la violencia y el caos surgen
A medida que pasan los años, el tribalismo prosperará
Solo los más fuertes sobrevivirán
Sobrevivir»
Tengo que hacer una mención especial a esta canción ‘Halls of Extinction‘ porque está increíblemente hecha, la he tenido en repetición durante aproximadamente una semana, y todavía no estoy harto de eso, tiene una melodía muy pegadiza, una melodía que se queda en la cabeza y te hace, nuevamente, querer emprender una búsqueda y admirar restos de la glaciación del periodo Ordovícico! Las voces de la canción muestran el verdadero rango de el vocalista junto con Thomas Haxen, mientras se eleva desde voces profundas, melodiosas y limpias, hasta sus gruñidos y gruñidos de estilo folk.
En general, Sylvatica es una banda realmente talentosa, y si eres fanático de Children Of Bodom, Wintersun, Kalmah o Ensiferum, definitivamente deberías echarle un vistazo a esta banda. ¡ Son de Dinamarca y están listos para patear traseros !
https://www.brokentombmagazine.com/2021/05/05/critica-sylvatica-ashes-and-snow-2021/
Dei danesi Sylvatica si persero completamente le tracce nel 2014, anno in cui arrivò in redazione l'album di debutto "Evil Seeds", definito all'epoca "un mancato capolavoro". Chi vi scrive non può che concordare con quanto scritto all'epoca, in quanto il trio, seppur presentandosi con una proposta innovativa ed originale, dall'altra parte peccava di una produzione non all'altezza e di uno stile in generale ancora troppo acerbo. Da allora non si seppe più nulla, fino al 2021, anno nei quali l'ex trio, ormai diventato quartetto, torna in carreggiata licenziato da Satanath Records e Pest Records con il qui presente "Ashes and Snow". Un disco che porta con sé diverse novità. In primo luogo una nuova line-up, con l'aggiunta di una seconda ascia, Christian Christiansen, ed un nuovo batterista, Jacques Brandt. In secondo luogo uno stile ed un sound completamente rinnovati, a cominciare da una - finalmente - produzione ottima degna di questo nome. Premesse più che positive che non potevano non sfociare in un album veramente imponente e sontuoso nel quale l'act canadese ha saputo unire la bellezza ed eleganza cristalline del melodeath nordeuropeo con la magnificenza e fierezza del folk metal. Il risultato sono sette tracce maestose e auliche che prendono a piene mani da Wintersun ed Ensiferum, passando per la potenza degli Amon Amarth fino a toccare le vette sinfoniche dei Children Of Bodom. L'andamento del disco è battagliero ed incalzante, sorretto però da un'elegante melodia che crea un bellissimo ossimoro. Non c'è da meravigliarsi, dunque, se ciascun brano riesca a prendere una propria direzione pur mantenendo il contatto con il focus del disco. Ed è proprio questa la rinnovata forza dei Sylvatica: l'aver fatto sbocciare quanto di buono già si sentiva nel 2014 per poi imbroccare la loro strada con originalità ed innovazione. "Ashes and Snow" è un album che si lascia amare minuto dopo minuto, ricco di sfaccettature che guardano molto alla Finlandia e a quel tipo di melodeath, ma non disdegnando l'approccio più duro della vicina Svezia. Muovendosi in continuazione tra i due poli la band danese è riuscita finalmente a dare sfoggio di tutto il suo potenziale, seppur c'è da ravvisare un leggero senso di prolissità a causa della durata impegnativa di ciascun brano.
In generale possiamo tranquillamente affermare che "Ashes and Snow" sia il nuovo biglietto da visita dei rinnovati Sylvatica e, si spera, l'inizio di una nuova fase compositiva. Consigliatissimo!
While searching Satanath Records’ Bandcamp profile I hoped I stumbled across something worthwhile with Sylvatica’s sophomore full length. What I found was melodic, heroic, and extremely caustic; something like old Amorphis but with twice the conviction and technical capabilities, with some Amon Amarth and Enslaved poured into the cauldron. I got the impression of setting sail through an endless landscape of icebergs, watching the sky, the horizon, and even the water catch fire in the wake of your sailing vessel. The carefully thought out, meticulously arranged, classically tinged intro promises a memorable collection of tracks on the way. “Ashes and Snow” doesn’t disappoint as its consistent heaviness and relentless drumming add infinite weight to its classical and folk/pagan/symphonic elements. It’s a marriage made this side of Valhalla that’s not too overbearing for the unprepared metal fan who hadn’t expected such crushing songs. Sylvatica travels all the way back to 1994/95 and develops the density and thickness of progressive death metal as well as its atmosphere and proficient melody. The deep, guttural, and higher-pitched vocal fry are more than suitable for an album like this, fulfilling the role of a berserker captain leading his throng (represented by the melodic backing vocals) into battle, and the guitar solos are enough to stimulate listeners of Yngwie Malmsteen. All these fundamentals are properly layered and granted as they need to be, coming across as natural results of the songwriting. For a band’s second album, “Ashes and Snow” is presented as a masterpiece, and it’s more than worth a chance if you’re looking for music that’s simultaneously heavy and epic.
https://aeafanzine.blogspot.com/2021/04/full-length-review-sylvatica-ashes-and.html
¡Maravilloso retorno de Sylvatica con una emocionante producción para disfrutar de un excelso Melodic Death cargado de pasajes épicos!
¡Día de lanzamiento! A llegado el momento de comentar uno de los retornos más esperados del mes, ya que fue una de las producciones que le he dado un seguimiento especial desde el anuncio con esa imponente portada y la revelación del primer single con el cual nos emocionaron con un mágico Melodic Death que integró a la perfección los elementos orquestales y folclóricos. El resultado final ha cumplido con las expectativas y ha demostrado un nuevo nivel de composición y ejecución, sin duda esta pieza será un deleite total para los seguidores de la banda y de esta variante del género.
Han pasado 12 años desde que esta agrupación hizo su presentación en el género con miembros originarios de Aarhus, Midtjylland y Nyborg/Odense, Syddanmark, Dinamarca. Actualmente Jardén Schlesinger es el único miembro fundador que aún integra la banda, ya que desde el 2010 han sufrido algunos cambios en su formación. Fue hasta el 2017 que encontraron consistencia con la llegada de Jacques Harm Brandt Hauge y Christian Christiansen. Después de 6 años de haber hecho su debut con "Evil Seeds", el cuarteto regreso al estudio a componer su segunda producción de larga duración, después de haberlo presentado con un par de singles por fin podemos disfrutar de esta emocionante pieza altamente recomendada para aquellos seguidores de bandas como Ephemerald, Starforger, Frosttide, Thyrien, Battlesoul y String Theory.
"Ashes and Snow" es el titulo de la segunda gran producción de la banda danesa, el cual contó con el arte de portada creado el artista francés
Pierre-Alain Durand y vaya que es una de las cosas que me gustaron de este lanzamiento ya que engalanan el retorno de la agrupación. Esta pieza ha sido lanzada a través del sello ruso Satanath Records, publicado en formato físico de colección limitado a 500 copias además de ser liberado en diferentes plataformas digitales. Es una producción completa, compuesta por 7 tracks con una duración total de casi 43 minutos y vaya que se ha destacado por presentar epopeyas mágicas y épicas, donde los elementos orquestales y folclóricos con cierta esencia oriental interactúan de manera perfecta. Vaya que es una pieza que te emociona desde el inicio con ese trabajo instrumental que ya te captura con esas atmósferas emocionantes donde las orquestaciones se escuchan de manera detallada yendo de la mano con esas virtuosas melodías que al ir avanzando se escucharán con velocidad y dinamismo. Vaya que al escuchar todos loe elementos unidos, se puede apreciar un nuevo nivel de composición y ejecución, es una retorno memorable, digno de disfrutar a detalle y que será un deleite total para aquellos seguidores de esta variante del género.
Canciones a destacar: Halls of Extinction, Ashes and Snow, Cosmic Strings y Pillars of Light.
¿Ustedes ya han disfrutado de esta emocionante producción? ¿Aún no? Entonces no duden en escucharla y pasar una agradable experiencia musical. ¡Disponible en los siguientes enlaces!
https://www.facebook.com/100059595619363/posts/186409523355567
« Un jour, mon ancêtre Gurdil fut envoyé creuser dans la
forêt,
Y’avait soit disant du mithril,
Si y’en avait on sait pas où il s’trouvait!
Il fit sa cabane en bordure,
D’un bois touffu, peuplé d’elfes sylvains,
Des gens qui bouffent de la verdure,
Évidemment sa n’fait pas de bons voisins. » Naheulband
C’est assez amusant comme parfois les groupes ont des noms qui ne collent absolument pas avec la thématique générale, les concepts des albums voire carrément le style. J’ai fait l’expérience il y a peu avec le groupe Feculent que mon Truculent et Grand Manitou de la Courtitude Arno a fait en chronique. Rien que le nom, déjà… On rigole! Mais quand il s’agit de brutal death metal, alors là c’est encore plus marrant! Les noms sont nombreux : il y a Pitbulls in the Nursery, Cannabis Corpse, Gronibard (bien entendu!), Paracoccidioidomicosisproctitissarcomucosis, sans compter les noms d’albums. Bref! Le metal, qui est censé être un style de musique un peu sérieux on va dire, regorge de références assez drôles désormais, et semble prendre parfois la voie de l’autodérision. Je me demande parfois ce qu’il reste de l’époque que mon Sublime Maître des Monstres Chris Metalfreak (NdMetalfreak : c’est vrai que, désormais, si je veux des sensations fortes, j’ai plus tendance à les trouver dans les attitudes déplacées de groupes émergeants qui n’ont encore rien prouvé que dans la brutalité ou l’imagerie déployée par d’autres formations) a pu connaître. Cette époque où les groupes avaient une imagerie choquante… Pour l’époque. Aujourd’hui, c’est limite un peu comme quand on regarde le film l’Exorciste de 1973. On se marre bien comme il faut devant, surtout devant les effets spéciaux d’antan qui font penser aux films de série Z, alors que nos parents ont été particulièrement traumatisés. Ma mère en tout cas m’en parle encore avec un effroi sincère. En ce qui me concerne, j’essaye des fois de ne pas plonger dans cette dérision qui est souvent un piège. Derrière certains noms de groupes ou d’albums se cachent en vérité des thèmes bien plus sérieux, ou sombres. C’est ainsi que le groupe que je fais en chronique ce jour m’a fait cet effet-ci : Sylvatica est le nom scientifique… Du hêtre commun. Ce n’est pas forcément un arbre qui se prête au jeu du mortifère, puisque Le hêtre symbolise la confiance, la patience et la douceur, une forte vitalité empreinte cependant de raffinement, de joie et de féminité. Dans les civilisations plus anciennes, le hêtre était couramment associé à la Déesse mère, symbole de la connaissance féminine. Donc bon… Mais j’essaye de ne pas tomber dans le piège, surtout quand je dois faire la chronique du dernier album en date, sorti ce jour, et qui se nomme sobrement Ashes and Snow.
Mais d’abord, après avoir été un arbre commun bien de chez nous, Sylvatica est devenu un groupe danois, en provenance de plusieurs villes différentes que je ne m’amuserai pas à toutes les nommer, sinon mes doigts vont s’épuiser à chercher des consonnes insolites. Un groupe de la royauté danoise qui a vu le jour en 2009. Alors, ce qui est assez étonnant dans la discographie, c’est l’écart significatif entre les productions plus abouties. J’entends par là, les deux albums, puisque Sylvatica a eu le temps de sortir un EP en 2010, deux singles et… Une compilation en 2011. Alors ça! Je n’ai JAMAIS compris l’intérêt de sortir une compilation avant des albums. Il va falloir qu’on m’explique… Le premier album nommé Evil Seeds est apparu en 2014, il aura donc fallu cinq années au quatuor pour sortir un album. Et encore sept longues années pour accoucher du second, celui qui nous intéresse ici. Toujours sous la houlette du label dont je vais devenir accro par la force des choses puisque je ne chronique que pour lui depuis deux semaines : Satanath Records. Je me questionne probablement pour des clopinettes, mais je trouve que cette discographie n’est pas forcément de bon aloi pour la suite. On va voir cela.
Et à ma grande surprise, l’artwork est fait par un français! Son nom d’artiste est 3mmi Design et il provient de Nantes. Ce que j’ai constaté au passage, par l’étude de l’album, c’est que 3mmi Design ne fait semble-t-il qu’un CD par groupe, c’est plutôt étonnant. Donc en principe, ce serait le seul artwork qu’il fera pour Sylvatica. En tout cas, ce n’est pas parce qu’il est français que je dis cela, mais son travail est magnifique. L’artwork est splendide! J’adore vraiment l’atmosphère de destruction un peu post-apocalyptique, ou à la fin d’une immense bataille, avec cette ville réduite en cendres dont il ne reste de visible qu’une statue épargnée (que je n’ai pas reconnue) et des fondations de bâtisses. Mais surtout ce que je trouve magnifique c’est le ciel et la planète sur des tons violets / roses, cela donne un côté céleste hyperbolique mais majestueux, et surtout cela rajoute un côté cosmique très intense. Franchement l’artwork est totalement envoutant, hypnotisant. J’adore d’autant plus qu’il me fait penser à quelques images de Warhammer dont on se servait avec l’un de mes anciens groupes pour élaborer des pochettes, exactement pareils! Donc cela me touche au plus profond de moi, et c’est typiquement le style de pochette qui me ferait acheter sans réfléchir l’album. L’un des plus beaux que j’ai eus à découvrir en cette année 2021, c’est un travail de fourmi et surtout de génie! Quel talent putain.
Par contre, j’émets un petit bémol mais sans conséquence aucune. L’artwork ne colle pas avec l’étiquette musicale que l’on m’a présenté de prime abord. Sylvatica m’a été envoyé comme du « death metal folklorique ». Alors en elle-même, l’étiquette a quelque chose de franchement attirant pour moi puisque peu courant. Mais, ce que j’entends par folklorique est beaucoup plus complexe qu’un simple clavier en fond comme ici, pour moi le folklorique c’est de la tradition, des instruments itou, et un vrai esprit ancestrale. Alors je trouve simplement, et ce n’est que mon avis, que parler ici de metal folklorique est très présomptueux. Par contre, l’autre versant qui m’a été donné de lire est totalement justifié et fonctionne à merveille : le death metal mélodique. On est en plein dedans! Des parties mélodiques à foison, des ambiances limite très épiques ce qui colle un peu mieux avec la thématique apocalyptique et cosmique générale, une batterie assez jazzy. Tout va bien! C’est typiquement le genre d’albums qui me plait dans le genre mélodique, tous styles primaires confondus. Ajoutez à cela une bonne dose de claviers bien imposants mais sans tomber dans l’extravagance, et un chant bien maitrisé, vous avez en fin de compte tous les ingrédients nécessaires pour faire de cet Ashes and Snow un pur album bien péchu!
Pour la production c’est de très bon! Je vous difficilement quelle reproche je peux faire à cet album. Ah si! J’en ai trouvé un (rire sardonique activé). La production fait peut-être trop le jeu du mélodique par moment et oublie qu’à la base, le groupe produit du death metal. C’est un peu le piège qu’on rencontre dans certains groupes qui pensent que l’étiquette mélodique est dominante alors que la base séculaire est le death metal, du coup le son manque par moment un peu d’épaisseur. Ce n’est pas toujours, c’est même quasiment un épiphénomène. Mais bon, il fallait bien que je pointe un détail à reprendre, sinon on dirait que je suis trop laxiste! Sincèrement je chipote, parce que l’album est vraiment très bien produit, il y a des ambiances qui me font penser beaucoup à Wintersun sur l’album Time I, et c’est tout bénéfique pour le groupe. J’aime bien les jeux de guitares qui se complètent superbement bien, et dont le son ne dénature en rien leurs interventions. Voilà pour le chapitre de la production!
Après quelques écoutes, le constat est que l’album fonctionne comme une sorte d’épopée spatiale, et du coup l’enchainement des pistes est d’une fluidité déconcertante. J’entends par là que typiquement Sylvatica fait dans la bonne mayonnaise maison qui prend tellement bien qu’on en mange sans se rendre compte qu’on n’a plus faim. Les compositions ont donc ce mérite d’être extrêmement bien faites, avec une vraie complicité entre elles et cela donne presque l’impression d’entendre la bande-sonore d’un film. C’est la magie du metal mélodique en tous styles, vous avez l’impression de vivre des saynètes bien précises et suffisamment changeantes pour se laisser aller à chaque minute. C’est donc un très gros boulot de fait et cet album sonne comme une belle petite révélation pour moi.
Je vais même conclure la chronique ici parce que souvent, en vérité, quand je développe un album c’est parce que le grain est sassez visible pour être moulu. Sylvatica, derrière ce nom qui m’a honteusement fait rire, est en fait un groupe bien balèze, qui propose un death metal mélodique de forain comme on dit, c’est à dire oscillant entre des miettes de brutalité et une mie bien consistante d’entrainement sonore. Un deuxième album qui je l’espère en appellera d’autres, histoire de connaître de nouveau de belles sensations d’écoute, où l’on se prend à partir dans l’espace. Ashes and Snow, comme son nom pourrait l’indiquer n’est finalement qu’une vraie lumière sur ma soirée de pluie. Un très bel album!
http://www.soilchronicles.fr/chroniques/sylvatica-ashes-and-snow
Sabem aquele momento da vossa vida em que há algo que tem um impacto tão grande, seja ele positivo ou negativo, que vos faz questionar “o que raio foi isto que me bateu nas fuças e me fez andar à procura do sol durante três noites seguidas?” Com mais ou menos exagero, é algo onde posso encaxar este “Ashes And Snow”. Sendo o segundo álbnum, mais espantoso é, tendo em conta que o álbum de 2014 “Evil Seeds” passou-me completamente ao lado. Ambicioso trabalho e grandioso na forma como consegue cuspir melodias vencedoras a torto e direito. Algures entre o death metal melódico, o folk metal e o metal sinfónico, a identidade da banda é secundária em relação à qualidade da sua música que consegue conter todos os elementos que qualquer fã de metal aprecia. Fantástico.
It has been 7 years since the last Sylvatica album, ‘Evil Deeds’, and these Danish folk/death metallers are back on Satanath Records with a brand new record, ‘Ashes and Snow’. It is out now.
The piano and string led arrangements of the lush ‘Daybreak’ ushers you into an album that tries to blend the ethereal hook of folk with the savagery of death metal, and it works to a great degree. The title track has some great melodic death metal riffing, and the atmospheric flourishes and grand warband chant style cleaner vocals bring that folk metal in at just the right times. The guitarwork is stellar; the melody never feels forced in but more of a natural progression to each track. ‘Pillars of Light’ has big Ensiferum energy, a song that feels like a stirring tale of battles won and friends lost. Sylvatica do that triumphant battle metal style well, and their musical chops are good enough that it never feels derivative.
From the sweeping grandiosity of ‘Cosmic Strings’, through the fiery, thrashy ‘Helios’ into the closing spiralling odyssey of triumphant guitar heroism and infectious melodies of ‘Halls of Extinction’, Sylvatica’s work is inspiring, instantly memorable and comfortably encompasses both powerful folk metal anthems and plenty of deathly riff goodness to satisfy even the most fearsome of warriors. An irresistible mix that I cannot recommend enough.
https://thoseonceloyal.wordpress.com/2021/05/04/review-sylvatica-ashes-and-snow/
Den danske metalscene er primært domineret af black, død og en allerhelvedes masse core. Så derfor var jeg nødt til at trippeltjekke, hvorvidt Sylvatica nu var fra Danmark eller ej, for den lyd, de præsenterer lytterne for på Ashes and Snow, er meget lidt dansk. Dog eksperimenterede bandet tidligere med dansk lyrik og danske sangtitler, men må have konkluderet, at det ikke virkede, og at man derfor måtte prøve noget nyt. Det er altid rart, når ens landsmænd tør gå imod populærstrømmen og stå på egne ben, og med ”egne ben” mener jeg et par finske vandrestøvler, for den lyd, Sylvatica præsenterer, er til gengæld utroligt finsk, især minder det en hel del om både Wintersun og Ensiferum. Bandet består også af garvede herrer, med erfaringer fra både Satanic Assault Division og Horned Almighty, så de har nok set, hvad den danske scene så netop manglede – og konkluderet, at det i hvert fald ikke var endnu et black metalband. Så er spørgsmålet blot, om det at gå imod strømmen er en god eller dårlig ide.
Fremad!
Som tidligere nævnt minder Sylvatica om bands som Wintersun, Ensiferum og en række andre ærkefinske bands som Beelzebubs og Insomnium. Det skal forstås således, at hvis du er til enorme armbevægelser, pomp, pragt samt guitargøgl – jamen så skal du smide Ashes and Snow på anlægget, hurtigere end du kan sige ”perkele”. Og apropos hurtigt, så er Sylvatica et band, der har travlt – på samme måde som en desperat nybagt far, der er løbet tør for bleer til lille Tristan-Amalie, her fem minutter før Netto lukker. Trods det at samtlige sange er relativt lange, er det, som om bandet har gjort alt, hvad de kunne for at presse så meget musik ind i hvert sekund som overhovedet muligt. Det bliver en kende overvældende til tider, i en sådan grad at man desværre ender med at zone lidt ud. ”Cosmic Strings” må sige at være den helt store synder her – det er bestemt ikke et dårligt nummer, langt fra, men det er et overvældende overflødighedshorn af riffs og guitarsoli. Efter at have hørt det nummer føler man sig udmattet og flad – som var man blevet kørt over af en rusten Tiger-kampvogn. Men på den anden side så har det også en vis charme, at bandet så gerne vil vise os alt, hvad de kan – der er en ungdommelig ildhu over det (om musikerne så er ældre eller yngre end mig selv, aner jeg ikke). Hvis man ser bort fra den dybt ligegyldige instrumentaleintro ”Daybreak”, så kører Ashes and Snow mere eller mindre derudad fra start til slut med 240km i timen – selv de stille, melodiske passager har fart på, og det er vitterligt en hæsblæsende affære.
Produktionen på Ashes and Snow er som udgangspunkt også fremragende, og samtlige instrumenter går igennem klart og tydeligt. Vokalen derimod drukner ofte, især i de virkeligt storladne passager, hvor både guitar og keyboard tordner derudad. Det er naturligvis en skam, men da vi er ude i en variant af dødsmetal, så kan vi nok hurtigt blive enige om, at vokalen ikke er det vigtigste. For at citere Johan Hegg fra Amon Amarth: ”Det her er dødsmetal, ingen aner, hvad fanden vi synger alligevel!”.
Skønhedsfejl og internationalt potentiale
Men trods sine skønhedsfejl er Ashes and Snow både et imponerende og ambitiøst projekt, der viser, at Sylvatica vil frem i verden, og at deres musik absolut har internationalt potentiale. Jeg kunne nemt se dem åbne for Ensiferum eller andre af de store finske bands, uden at det ville virke malplaceret.
Så summa summarum: Sylvaticas andet album er et utrolig imponerende værk, som alle, der er fans af storladen, melodisk dødsmetal med både folk og symfoniske elementer, bør lytte til nu – nu!
https://heavymetal.dk/anmeldelse/sylvatica-ashes-and-snow
Sylvatica are a band from Denmark that has been featured before in this zine and plays a melodic mixture of black, death, pagan and folk metal and this is a review of their 2021 album "Ashes And Snow" which was released as a join effort between Satanath and Pest Records.
Tragic sounding keyboards start off the album along with some stringed instruments and symphonic elements a few seconds later which also mixes in with the heavier sections of the songs. When guitar solos and leads are utilized they are also done in a very melodic style and a decent amount of blast beats are also added into the faster sections of the songs.
Some of the tracks are very long and epic in length while the vocals are a mixture of black metal screams and death metal growls. All of the musical instruments on the recording also have a very powerful sound to them along with the music also adding in a decent amount of folk music elements.
Clean pagan vocals are also added into some parts of the recording along with the songs also adding in a decent mixture of slow, mid paced and fast parts as well as a later track also adding in a small amount of clean playing. The production sounds very professional while the lyrics cover misanthropy, science, mythology, cosmology and apocalyptic themes.
In my opinion this is another great sounding album from Sylvatica and if you are a fan of melodic black, death, pagan and folk metal, you should check out this recording.
https://darkdoomgrinddeath.blogspot.com/2021/04/sylvaticaashes-and-snowsatanath.html
Dánové SYLVATICA by mohli být zařazeni do škatulky melodického death metalu, poslech jejich druhého alba mě však přesvědčil o naprosto odlišném stavu věcí vezdejších. SYLVATICA mají s death metalem společný tak akorát charakter vokálu a několik málo výrazových prvků, jinak je to takový chytlavý all-metal crossover, vycházející ze samotné podstaty heavy metalu. Melodie a zase melodie, z melodického obžerství se proberete až na konci „Ashes And Snow“, ovšem s lacinou komerční vlezlostí jste vedle jak ta jedle. SYLVATICA s melodiemi nakládají s citem hodným pochvaly, nato že SYLVATICA není zrovna všeobecně známé jméno, jejich skladatelský potenciál rozhodně není k zahození a směle snese srovnání s tzv. „první ligou“.
Jak už jsem dopředu naznačil, SYLVATICA nejsou o jedné šabloně v mnoha variacích na to samé. „Ashes And Snow“ je, dalo by se říci, srážka metalového mainstreamu s extrémem. Takových všemožných mixů už zde bylo, ne vždy to dopadlo bez zadrhnutí a až příliš často a příliš silně zde rezonoval komerční šotek. Ta pachuť „velkovýkrmu“ mě povětšinou spolehlivě odradila (nevím, jak to dělají IN FLAMES, že jsem jim to prozatím vždycky sežral) a v případě SYLVATICA jsem čekal úplně to samé. Jenže chyba…SYLVATICA k melodice přistupují nepoměrně serióznější cestou a na výsledku je to po čertech znát. „Vyváženost“ – to je to správné slovo, chytlavost a hitovost „Ashes And Snow“ je vhodným a nenásilným způsobem vyvážena živelnou energií hrubé roviny skladeb. Technicky vytříbená a nápaditá instrumentace dovoluje „Ashes And Snow“ popustit spřežení opratě do té míry, až není třeba přemýšlet, co za všechny metalové styly SYLVATICA smíchala do sebe. Namíchat lze dohromady prakticky cokoliv, ale pořád je to směs bez smysluplného navázání všech složek jedné na ty ostatní. Teprve pak, až vznikne (pokud k tomu skutečně dojde) organicky provázaný celek, můžeme přemítat nad tím, jak se celé to snažení vydařilo. Po celou dobu, co mi „Ashes And Snow“ burácí v přehrávači, jsem z hlavy nedostal epický heavy metalový základ, který z alba slyším téměř neustále. Že to celé má melodický death metalový obleček, je sice podstatná, ale jen část skládačky, doplněná o silné orchestrální party. Místy se zdá, že tam SYLVATICA chtějí mít úplně všechno, co se jim samotným líbí a nechtělo se jim z ničeho slevit bez ohledu na následky. Jenže ono to pohromadě skvěle funguje, a nejen jenom funguje. SYLVATICA sami sobě namíchali sloučeninu, na kterou by si měli zařídit patentovou ochranu.
„Ashes And Snow“, i když může zkraje působit jako ničím výjimečné, nicméně velmi nápadité a chytlavé album, není v žádném případě tuctovou nahrávkou. Řadě alb od zavedených kapel (nejmenuji, po poslechu hravě zjistíte sami) s přehledem zvládne nakopat řitní oblast. Důvodem je především jeho zdravé sebevědomí, nemalé množství silných nápadů a strhující náboj celé desky – bez toho by svébytný stylový mix podle SYLVATICA byl jen uměle nafouknutou bublinou, která by velmi rychle splaskla. Tohle rozhodně není šedý průměr, tohle je s citem a odzbrojujícím přehledem zahraná metalová paráda.
https://www.metal-line.cz/articles/recenze-sylvatica-ashes-and-snow-2021-satanath-records-2199
While searching Satanath Records’ Bandcamp profile I hoped I stumbled across something worthwhile with Sylvatica’s sophomore full length. What I found was melodic, heroic, and extremely caustic; something like old Amorphis but with twice the conviction and technical capabilities, with some Amon Amarth and Enslaved poured into the cauldron. I got the impression of setting sail through an endless landscape of icebergs, watching the sky, the horizon, and even the water catch fire in the wake of your sailing vessel. The carefully thought out, meticulously arranged, classically tinged intro promises a memorable collection of tracks on the way. “Ashes and Snow” doesn’t disappoint as its consistent heaviness and relentless drumming add infinite weight to its classical and folk/pagan/symphonic elements. It’s a marriage made this side of Valhalla that’s not too overbearing for the unprepared metal fan who hadn’t expected such crushing songs. Sylvatica travels all the way back to 1994/95 and develops the density and thickness of progressive death metal as well as its atmosphere and proficient melody. The deep, guttural, and higher-pitched vocal fry are more than suitable for an album like this, fulfilling the role of a berserker captain leading his throng (represented by the melodic backing vocals) into battle, and the guitar solos are enough to stimulate listeners of Yngwie Malmsteen. All these fundamentals are properly layered and granted as they need to be, coming across as natural results of the songwriting. For a band’s second album, “Ashes and Snow” is presented as a masterpiece, and it’s more than worth a chance if you’re looking for music that’s simultaneously heavy and epic.
https://aeafanzine.blogspot.com/2021/04/full-length-review-sylvatica-ashes-and.html